mandag den 29. september 2008

Marsvin på Røsnæs

Jeg har tidligere nævnt alle de marsvin der er på Røsnæs.
Nu har jeg fanget dem på video. Kvaliteten er ikke den bedste men i mangel af bedre kan det gå :)

Denne weekend var af den forlængede slags. Hvilket vil sige at jeg tog mandagen med. Det gav mulighed for lidt ekstra fiskeri. Jeg tog en kort aftentur på Røsnæs lørdag aften, hvor jeg fik en lille havørred på et par og tredive cm. som efter en kort fight blev genudsat. Den blev taget på den hjemmelavede kølpirk i gul/grøn med sorte pletter. Det er den anden undermåler der ryger på det blink... Jeg håber sandelig at det også virker til fisk over mål. Søndag var det så tid til at se om jeg kunne forbedre min regnbue i konkurrencen "Årets lystfisker" så der gik turen til løgtvedgård p&t. dog uden held. Så blev det mandag og jeg er ude af køjen kl 4.30 og så går turen atter til Røsnæs. Der er dog hård vind fra vest og kun 9 grader. ingen fisk men dog den lærestreg at det er slut med åndbare waders for i år. I hvert fald til morgen/nat ture. Jeg frøs som en hund!!!

mandag den 22. september 2008

På udkig efter nye pladser

Efter turen til Jylland i sidste weekend, måtte jeg tilbringe en weekend i sommerhuset uden fiskegrej. Ikke godt, tænkte jeg i ærgrelse, mens jeg for mit indre øje så mine nærmeste konkurrenter hive det ene blanksvin efter det andet op af suppen. Selv om jeg egentlig godt vidste at Storken sjældent har tid til fisketure og Nimmer var blevet 40 år om fredagen og nok skulle fejre dagen med familien, så bliver man jo lidt paranoid når der kun er få point der skiller os. Når jeg nu ikke kunne fiske, måtte jeg finde på noget andet der lugtede lidt af fisk. Jeg fandt på en løsning som set i bagklogskabens lys, nok var noget jeg burde gøre lidt mere ud af. jeg lokkede min bedre halvdel med til Røsnæs i håb om at der stadig var jagende marsvin at kigge på, og kunne ved den lejlighed gå den afmærkede vandretur som er på Røsnæs og derved bruge turen til at se den kystlinje, hvor jeg ikke fisker normalt. Der var marsvin og sikken en gåtur. Kystlinjen der hvor jeg ikke fisker, så sindssygt interessant ud og jeg fatter ikke hvorfor jeg kun har fisket der hvor jeg normalt fisker. Bevares, man skal gå lidt længere, men med de waders man kan købe i dag, betyder det jo mindre end for 10 år siden. Måske man kunne have stedet lidt mere for sig selv i stedet for at klumpe sammen ved fyret. En super tur hvor jeg opdagede mange gode pladser, der stank af fisk. Jeg ville nu gerne have haft min stang, men når det nu ikke kunne være anderledes, så var det en god måde at bruge lørdagen på og forhåbentlig nyttig i det lange løb. Nu skal jeg lige kontrollere bunden i google earth en gang til og så skal de nye pynter fiskes af i næste weekend.

tirsdag den 16. september 2008

Fisketur i det vestjyske

Weekenden bød på en fiske/arbejds weekend i Tapto (Storkens sommerhus). Vi kombinerede det at huset trængte til en overhaling, med at vi trængte til en fisketur i Flynder Å og en tur til Store Å. Det er efterhånden mange år siden jeg har været der, så jeg glædede mig som et lille barn før juleaften. Lørdagen går med at male huset, eller det som Ulken ikke allerede havde nået da vi kom. Ved 17 tiden er vi så endelig i Flynder. Jeg starter med tørflue men skifter hurtigt til Orm da linen konstant sad i de høje græs. Flynder Å giver altid en fantastisk naturoplevelse og sammen med en garanti for mindst et par regnbuer og måske en Bækørred, er det altid pragtfuldt at komme der. Regnbuer er der masser af og Flynder leverer varen straks efter stemmeværket, hvor jeg opgav at tælle de små der blev genudsat. Men 4 regnbuer var store nok og blev taget med hjem til Røgovnen. Søndag er det så Store Å der står for skud. Der har jeg nogle af mine bedste fangster hvad bækørred angår, så jeg var tændt. Desværre bød store Å hverken på Ørred eller Laks. Skaller suttede ormen af hurtigere end man kunne sætte dem på, og en af dem måtte possere for kameraet da jeg syntes der skulle et billede af en fisk på denne beretning.
Se flere billeder fra turen: klik her

onsdag den 10. september 2008

Lidt røgvarer fra sommerferien

Sommerferiens fiskeri var ikke helt optimalt, så røgovnen måtte i brug til andet end fisk. Der blev røget svinekød til den store guldmedalje. Vi havde ikke prøvet den diciplin før så Kringlebach´s bog om rygning måtte i brug. Det første vi eksperimenterede med var svinemørbrad. Vi fulgte bogen og lagde dem i en lage af bla. øl, hvidløg salt og farin natten over. Derefter lufttørredes de et par timer og fik så 3 timer i røgovnen ved ca. 50 grader. Resultatet var helt perfekt som det ses på billederne. Det gav blod på tanden og vi forsøgte derefter med en skinkeculotte... Den fik samme tur og blev rigtig flot. efter rygningen fik den dog lige en tur i ovnen i køkkenet ved 200 grader. Det gav en fin glacering (farinen i lagen) og røgsmagen var helt superb.







søndag den 7. september 2008

Makrelguf

Lørdag aften, vindstille, sol og temperatur over 20 grader. Kan man lade være med at tro på makreller? Jeg kunne ikke efter sidste week-ends flotte makrel. Derfor gik turen til Røsnæs endnu engang. Alt tyder også på at der er noget i luften. Ude over revet er et sandt orgie af styrtdykkende måger og jagende marsvin. Men først da solen er lige ved at synke i havet er der makrel. Og sikken en - 0,72 kg pure muskler. Sikken en fight, tænk hvis havørreder gav ligså meget kamp i forhold til vægt.
Det var i øvrigt "Tyksakken" der gav fisk igen. Den lille perlemorshvide med den røde røv. Den må omdøbes til "makrelguf"
Se fisken og "tyksakken" klik her

tirsdag den 2. september 2008

Marsvin i lange baner

Flere gange i løbet af ferien, har jeg oplevet et sandt Eldorado af marsvin på Røsnæs. De ligger og cruiser op og ned langs kysten på nordsiden af Røsnæs ofte 4-5 stykker i en flok. Der kan de så ligge inden for kastelængde længe og tja.. så er der jo ikke andet for end at tænde en smøg og nyde synet så længe det varer :)

Røget Makrel

Sommerferien er vel overstået. Fiskeriet har ikke været prangende. 5 hornfisk og en flot makrel på 0.56 kg. blev det til. Ja og så en havørred under mål samt en lille fjæsing. Makrellen blev røget 10 min ved 120 grader derefter 1 time og 45 minutter mellem 80 og 90 grader. Resultatet var outstanding.
Se fisken friskfanget Klik her