torsdag den 18. oktober 2007

Den evige debat om blank eller ikke blank.

Der har til alle tider været en heftig debat blandt lystfiskere, om hvorvidt en fisk er blank eller farvet. Som regel går kritikken på andres fisk, for man tager jo kun spejlblanke eksemplarer selv, ikk? Per Clausen fra Rønne på Bornholm har skrevet en fin artikkel om emnet som alle burde læse og tænke på inden debatten sikkert fortsætter.
Læs artiklen her.

søndag den 14. oktober 2007

Røsnæs giver fisk endnu en gang.

Endnu engang tog jeg til Røsnæs for at prøve lykken. Siden jeg, efter mange års pause, begyndte at fiske på Røsnæs igen, er jeg ikke gået derfra uden fisk på tasken. Jeg var derfor fuld af gode tanker og blev egentlig ikke overrasket over alle de fiskere der stod på læsiden og skuttede sig.
Som sædvanligt... tænkte jeg. De gemmer sig for vinden, som da også kan være barsk ude ved fyret. Jeg fik en sludder med et par af dem og de havde da heller ikke haft heldet med sig. Fint tænkte jeg for mig selv. Det nytter altså ikke at gemme sig på læsiden, jeg må ud hvor det skummer. Da jeg kommer ud til min faste plads tager jeg to kast med en 16g kølpirk. Det går slet ikke der skal mere vægt på og min 24 g bornholmerpil bliver monteret. Jeg kaster ud, helt perfet 10 meter bag den store sten der ligger derude. Lader den synke lidt spinner 10 hurtige omgange.... spinstop...og i det jeg begynder indspinningen igen sidder den første lille ørred der. Ret hurtigt får jeg også nummer to. Hmmm tænker jeg, hvis jeg nu tager en kop kaffe, så henter de to små der blev genudsat nok deres fætter. Som sagt så gjort, jeg tager kaffen og får hurtigt efter en fin blank fisk på 46 cm. En vellykket dag hvor det igen blev bevist at læsiden ikke duer.
Klik her for at se fisken.

søndag den 7. oktober 2007

Klubmesterskab

Så blev det tid til det årlige klubmesterskab på jobbet. Som det ses på billedet stinker det af fisk. Desværre var der ikke nogen der fangede noget. Det så godt ud og der var masser af fisk der vendte i overfladen men de ville ikke have vores agn. Hverken fluer blink eller spinnere kunne lokke dem til hug. Heldigvis havde Hans sørget godt for os med kaffe, mad, øl og vand. Præmien måtte vi trække lod om og det var Anders der løb med den. På trofætavle der hænger i kantinen bliver årets navneplade ikke graveret men malet sort.