tirsdag den 16. februar 2010

Godt 1 måned til Bornholm.

31 dage er der til årets tur til Bornholm. Hver dag følger jeg med i hvilke fangster der landes på øen. Positivt ser det ud men også svinekoldt. Siden nytår har forberedelserne så småt været i gang. Hjemmesiden skulle klargøres både med sider til 2010 turen og ny sæson af årets lystfisker. Det nye klubblad skulle også færdiggøres så det kom ud til deltagerne 1 måned før afrejse. Grejet mangler stadig fintuning fordi vejret har været så skidt, at vi ikke har orket at køre i sommerhuset. Det er i øvrigt første gang at det står ubrugt i 2 måneder. Jeg mangler også stadig at få nye waders. Til gengæld er skryderiet i fuld gang, ganske som det plejer. Vi er jo for de flestes vedkommende, sikre på at det er en selv der løber med alle pokalerne. Storken er også begyndt på sine drømme. Der kommer altid et bud eller to på pokalfordelingen til ham i drømme. Drømmene har holdt stik et par gange, så det er foruroligende at han har drømt om både sig selv og en 8 kilos havørred i samme drøm. Men det er jo selvfølgelig ikke værre end en 9 kilos kan slå den.

Problemet er sneen. Enten skal den blive liggende til vi har været afsted. Elller også skal det snart til at tø. Bornholm er en klippeø så jorden kan ikke optage alt det smeltevand der kommer, når de store mængder af sne smelter. Derfor kommer der overtryk i alle åerne og muddervand umuliggør fiskeriet ved kysterne. Vi har prøvet det før og det gav det ringeste fiskeri vi nogensinde har oplevet. Vi krydser fingre for ast det enten smelter snart eller venter længe.

Det er lidt sjovt. Vi har været afsted i mange år nu og vi ved sådan nogenlunde hvad der kommer til at ske. Men jo flere år vi har været af sted, jo mere glæder vi os til turen.

Se billeder og statistik fra tidligere ture på:
http://www.bornholmerklubben.dk/

mandag den 4. januar 2010

Global opvarmning, min bare....

Verdens mægtigste mænd og kvinder har lige brugt 14 dage på at diskutere klimaet på COP15. Den temperatur -stigning i verdenshavene som alle taler om (uden at gøre noget ved det), mærkede jeg ikke meget til i juleferien. Vandet var iskoldt, så valget faldt på Audebo. Det var sidste chance inden inderfjorden frøs til. Mine neoprenwaders er imidlertid utætte, så jeg var nød til at bruge mine åndbare. Det var for så vidt fint nok, for så kunne jeg teste min nyerhvervede fleeceoverall (bib). De bestod testen og jeg kunne fiske en time uden at fryse. Og en time var alt hvad jeg behøvede for at få årets sidste havørred. Selvfølgelig, fristes man til at sige, blev den overlistet af den "røde Bornholmske kølpirk". Fisken var dog lige under mål og blev genudsat. Men det var fint at mærke fisk igen.
Godt nytår - må 2010 bringe gode fiskeoplevelser.

torsdag den 10. december 2009

Hvor blev efteråret af

Tiden nærmer sig 2010, vi er allerede næsten halvvejs i december. Efteråret er fløjet hen over hovedet på mig uden at jeg opdagede det, fordi jeg havde travlt med huskøb, istandsættelse og flytning. Nu står jeg så og undrer mig over hvor efterårsfiskeriet blev af. Jævnligt kigger jeg på http://www.din-fangst.dk/?Fangster og ser hvordan vinterfiskeriet allerede er i fuld gang på Bornholm. Lige godt 3 måneder er der til vi tager afsted mod solskinsøen, men trækningerne i fiskearmen er der allerede. Ligesom jeg oftere falder i den bornholmske accent for tiden. Jeg trænger virkelig til flex på klingen og håber at juleferien ikke bliver for hårdt ramt af frost, så jeg kan tage en lille tur til kysten for at se om der er overspringere der vil hugge.
God Jul og godt nytår.

torsdag den 1. oktober 2009

Tapto

September er tid til den årlige tur til Storkens sommerresidens "Tapto". Traditionen tro havde mor Karen lavet en dosmerseddel med ting der skulle laves. Så det hele ikke gik op i øl og fis(keri). Hvilket der jo er en rimelig chance for, når fire fiskekammerater skal på tur til det vestjyske.Det gik hurtigt op for os at hun havde lavet en liste så lang, at chancerne for fiskeri og hygge var minimale. Med mindre vi stod tidligt op og brugte et par timer hver formiddag. Vi var med andre ord nødt til at drikke os lidt styrke til allerede torsdag aften da vi ankom. Hvilket også blev bemærket af den rare mand i byggemarkedet dagen efter.
Fredagen bruges for Storkens og mit vedkommende med at køre efter smådele. Nimmer og Ulken sætter antenne, lamper og udendørs vask op mens vi er væk. Eftermiddagen bruges i Flynder Å, efter at bondemanden har modtaget sin årlige Røde Ålborg. Turen giver adskillige fine regnbuer til røgovnen. En passende forret til lammekøllen. Dartspillet mens ørrederne ryges går min vej, der bliver ikke vist nåde.
Lørdag, Nimmers 41 års fødselsdag. Jeg må til bageren efter frisk brød og efter Nimmers ønske også en basse. Formiddagen går med at Ulken og Storken tager på kantareljagt inden de sliber gulv på badeværelset, nimmer monterer lamper og jeg deleter og sorterer kanaler så de ligger overskueligt på den nye digital reciever. Efter den store sortering af DR1 DR2 og TV2 er jeg så udkørt, at jeg må slappe af med en gåtur til havet og får selskab af en ligeså udkørt Nimmer, der lige havde sat et par lamper op.
Lørdagens fiskeri er planlagt til at foregå i Store Åen. Der er milliarder af skaller som sutter ormen af krogen men Storken har en rigtig god ørred/laks på som han dog mister efter 3 misbrugte muligheder for at lande den. Aftenens fødselsdagsmenu var dyrekølle og sauce med de Karl Johan svampe Ulken og Storken fandt på deres kantareljagt. Det var den rene svir. Dartspillet mens køllen var i grillen, taler vi ikke om denne gang.
Søndag lægger Storken og Ulken fliser på badeværelset. Nimmer og jeg tager en sidste tur til Flynder Å. Masser af regnbuer og en rigtig fin Bækørred til mig. Den havde jeg ventet længe på.

mandag den 28. september 2009

Flynder Å

Efter en "arbejds"weekend med drengene, i Storkens sommerhus "Tapto" var der ikke mere arbejde tilbage, end Storken og Ulken kunne klare det alene. Nimmer og jeg tog derfor en tur til Flynder for at tage afsked med åen for i år. Nimmer "der jo elsker naturen" fløj ned til piskeriset hvor det mest ligner hans P&T vand ;) mens jeg tog det roligt ned forbi stemmeværket. Jeg affisker de huller hvor jeg ved at der står fisk mens jeg kæderyger og tømmer hovedet. Jeg får en del regnbuer som genudsættes hvis ikke de har slugt krogen. Da jeg når første sving efter stemmeværket sætter jeg en god stor orm på, for jeg ved at der altid står fik der hvor kilden risler ud i åen. Ormen har heller ikke mere end lige ramt overfladen før jeg ser en trykbølge fra modsatte brink, efterfulgt af et hidsigt træk i linen. Jeg kan mærke at det er en god fisk og håber inderligt at det er en bækørred, hvilket så vil være min første i et par år. Det viser sig at holde stik. Tilmed en flot en af slagsen 0.54 kg og hele 38 cm. Dermed blev Storken for en stund sat til vægs i Bornholmerklubbens konkurrence "Årets lystfisker"

onsdag den 24. juni 2009

Røsnæs på en sommeraften

Weekend, lørdag og endnu engang går turen til Røsnæs. Efter en dag med flot vejr, hvor vi har benyttet det gode vejr til at få repareret og malet hegnet i vores indkørsel, blev der tid til en aftentur. Det er et par uger siden jeg sidst var ude, så fiskearmen har fået trækninger. Det skulle der endelig rådes bod på. Jeg ankommer fuld af energi og ser til min skræk at hele strækket fra trappen til spidsen er fuldt besat. En fiskeklub er på tur. Nå, hvad så? Jeg beslutter at gå længere ind tl et sted jeg normalt ikke fisker. På med sølvpilen fra Bornholm og i første kast sidder der en lille hornfisk. Den bliver genudsat med besked om at hente sin far og evt. en ørred.
Derefter er der længe dødt det eneste der er lidt liv i, er bølgerne i den tiltagende vind og mursejlerne eller svalerne som havde rede i skrænterne.
Efter nogle timer hvor skumringen nærmer sig bliver der bedre plads ude mod spidsen så jeg fisker den vej. Jeg får pludselig en hornfisk mere som igen bliver genudsat. Dens næb var fuldstændig viklet ind i linen (krogen havde ikke fat). Da solen synker i havet hugger en ørred og så sker det som ikke må ske. Linen knækker?? Det har jeg aldrig oplevet før. Fireline der knækker med en ørred på krogen og den var ikke kæmpestor. Det må være hornfisken fra tidligere der har skadet linen. Det blev en nultur igen, desværre. Jeg tager revance i næste weekend.

mandag den 25. maj 2009

Løgtvedgårds "vilde" regnbuer

Det er blevet søndag og efter en forlænget weekend, hvor jeg havde tænkt mig at fiske igennem, men kun har nået en enkelt tur, har jeg stadig trækninger i fiskearmen. Vejret er grumset, vind er der ikke noget af, men det siler ned. Jeg beslutter mig derfor for at smutte en tur i P&T for at få lidt afslappende fiskeri hvor jeg kan tømme hovedet inden jeg skal se FCK sikre sig DM igen.. Jeg trænger til lidt fiskeri i sutsko med kaffe og smøger. Jeg smider lidt spinnere i bilen til det grej der lå der fra i går og graver desuden lidt regnorm. Da jeg ankommer køber jeg et 2 timers kort til 80 dkr. 2 timer plejer så rigeligt at stille min P&T sult. Vandet ligner et spejl og ørrederne springer villigt ud af vandet mens jeg monterer et bobleflåd og en regnorm. Den første time går med at stirre på mit flåd der ligger fuldstændigt stille på vandet. Efter en times ”meditation” er det tid til lidt aktivt fiskeri så jeg monterer min lille meps 3 med pink rotor. Det er favoritten i æsken. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg har alle de andre, når jeg kun bruger den ene spinner. Første kast, småkage…. Bremsen hviner. En ørred har taget spinneren idet den ramte vandet. Den er hidsig og nægter at blive trukket tættere på land. Til sidst vinder den kampen i et mægtigt plask, mens jeg kan irritere mig over at jeg stadig ikke har fået skiftet de gamle sure kroge der pryder mine spinnere. Letter irriteret kaster jeg ud samme sted og efter 2 omgange på hjulet hviner bremsen igen. For satan de er vilde de regnbuer der er i denne sø. Efter en god gang trækken frem og tilbage vinder jeg denne gang kampen og kan lande en fin regnbue på 0,98 kg. Resten af tiden mærker jeg ikke noget men jeg ser nogle ordentlige krabater ude af vandet i vilde hop. Måske man skulle prøve at gå efter en af dem næste gang?