Vinteren går mod forår og så alligevel ikke. Endelig var det tid til at komme en tur på landet, som vi byboere siger, Eller som de siger i provinsen ”en tur i sommerhuset”. Det har været mildt i vejret den sidste uges tid. Er det så ikke fantastisk at meteorologerne lover ned til -10 og sne hele weekenden når man endelig har tid til at fiske. Nå, hul i det. Ud og fiske ville jeg. Jeg skulle jo have testet om de nye Scierra tundra waders, som var blevet byttet på grund af utæthed, holdt vandet ude og så skulle lynlåsen i min vade jakke testes. Eftersom de kære metrologer havde bestilt frostvejr, gad jeg ikke køre til Audebo, fordi jeg var overbevist om at der lå is på vandet. Jeg beslutter mig derfor til at køre en tur til Asnæs. Jeg vil så fiske på fjordsiden, da det nok er der hvor der er størst chance for fisk i det kolde vejr. Jeg pakker bilen, min bedre halvdel pakker termokande med kaffe og fastelavnsboller og jeg suser ør af fiskeiver mod vandet.
Lige idet jeg svinger ind på parkeringspladsen, ser jeg at der er ret meget vind. Ca. 8m stik nord og uha den er kold. Godt jeg har min gode vadejakke. Lige da jeg tænker det, kommer jeg i tanke om at jeg vist nok ikke havde fået puttet den bag i bilen. Pis også, så er det for koldt med snuden direkte op i nordenvinden. Jeg må luske tilbage på sydsiden af Asnæs, til Østrup strand. Her ligger vandet fladt og solen skinner. Derfor er det muligt at fiske en times tid uden jakken. Det bliver dog mest til at sidde i solen med kaffen og ryge smøger. Fisk er der ingen af, men mine waders er tætte så lidt fik jeg da ud af turen.
Desuden blev det gode ordsprog ”Når vinden er i nord, bliv hjemme hos mor” endnu engang bekræftet.
mandag den 16. februar 2009
tirsdag den 3. februar 2009
Ny lynlås
Her i vinterperioden, hvor fiskeriet ikke er prangende. Har jeg benyttet tiden til at få repareret min wadejakke. Scierra´s IsoTec jakke har et svagt punkt, nemlig lynlåsen. Den ellers så suveræne jakke, der desværre er udgået af produktion, har en lynlås der ikke kan tåle saltvand. Hele efteråret har jeg så fisket med en jakke der ikke kunne lynes. Det har til tider været en kold fornøjelse. Jeg havde besluttet at købe en ny, men da den er udgået var det umuligt og jeg valgte så at få en skrædder til at skifte lynlåsen. Resultatet går jeg så og venter på at få afprøvet. Men den lynlås der er sat i, er af plastic og det ligner noget der fungerer. Prisen for skiftet var 325 dkr. Billigt når man tænker på at jakken koster 2500.- og ellers var lige til at skrotte. De 325.- var så for hovedlynlåsen og for en af de skrå lommers lynlås der også var defekt.
fredag den 5. december 2008
Nye wadestøvler
Mine "gamle" Fenwick wadestøvler kan ikke mere. Snørehægterne er rustet væk og det er svært at holde støvlerne på. Nimmer ringede så og fortalte om et par Simms støvler han havde set på tilbud hos Go-fishing .Det var under halv pris og det tog ikke mange minutter at beslutte at det var nogen der måtte prøves. Jeg hentede dem så i går. De virker lækre i kvaliteten og jegglæder mig til at prøve dem i weekenden hvor turen går til Reersø, Asnæs eller Knabros klint.
onsdag den 19. november 2008
Igen en katastrofal weekend
Nyt grej varsler nye tider. Sådan plejer det at være, og sådan håber jeg at det bliver igen denne gang. Jeg har opgraderet til ny stang og nyt hjul, idet min gamle Shimano "Beastmaster" stang var skadet i topøjet og mit gamle Shimano twinpower hjul, havde kørt tusindvis af kilometer line ind og nu lød som jeg ved ikke hvad. Nyindkøbet er en stang fra Scierra, en ATP 10" og et Shimano Twinpower hjul. (Der er ikke andet der dur).
Jeg ville ud og prøve lykken og jeg havde hele weekenden til det. Men hvad er det for noget med mig og konceptet "hele weekenden afsat til fiskeri". Sidst jeg havde sådan en weekend, løb jeg ind i et par mega utætte waders. Denne gang var det vejrguderne. 15m/sek fra vest. Det er ikke lige lykken når vestsjælland er det foretrukne revir. Så jeg kom ikke på kysten. Lørdag var der lidt sol, men det lykkedes mig at tage en tur til Løgtvedgård P&T lige i de 2 timer hvor det stod ned i stænger. Fantastisk, virkelig god plan....
søndag den 2. november 2008
Langt imellem snapsene.
søndag den 26. oktober 2008
Vejrudsigten for weekenden lovede at det blev en ok lørdag, men en helt umulig søndag. Lørdagen skulle starte ud med vind 3 meter fra SV, tiltagende, så den ud på eftermiddagen ville nå op på 16meter. Derfor var det ud af køjen klokken 5.45 og så mod Røsnæs. Da jeg kommer derud får jeg selskab af mikkel ræv mens jeg får grejet på. Mikkel havde gang i nogle affaldsække men ved synet af mig glemmer den helt affaldet og sætter sig og kigger på mig... det kan man så tænke over. På nordsiden er vandet fladt så jeg går helt ud på spidsen. Der sker dog ikke meget selvom strømmen tonser afsted. Jeg bevæger mig derfor lidt ind af nordsiden og klokken lidt i otte hugger denne ørred. efter en d
el udløb får jeg nettet den og i kastet efter ser jeg en vende 10 meter fra stangspidsen. tredie kast efter er der hug, men den sidder ikke ordentligt. Fisk er der, men jeg har lovet at tage morgenbrød med hjem desuden skulle taget på skuret skiftes i denne weekend. Så næste weekend prøver jeg igen. Det var i øvrigt den lille tyksak der sad for enden af linen...
onsdag den 15. oktober 2008
På aborrejagt
Tirsdag havde Storken og jeg aftalt at tage en fisketur efter arbejde. Det er ved at være efterår og det bliver tidligt mørkt. Der var dog lige plads til et par timers jagt på de stribede jægere (aborrer) inden vor herre slukkede den store lampe. Det er første gang jeg går direkte efter aborrer, men det var nødvendigt for at hale ind på Djo Kokker i konkurrencen. Det skulle også vise sig at være rigtigt hyggeligt. Jeg henter Storken ved halv femtiden og så er vi på fiskepladsen klokken 17. Da vi kommer i suppen møder vi min kollega Lars som allerede havde snøren i vandet. Jeg monterer den pink meps 4 spinner og kort tid efter hugger den første aborre. I Samme sekund hugger en aborre også Storkens spinner. Fantastisk, vi er på tavlen med det samme og vi vakler ind for at veje og fotografere dyrene. Storkens viser 0,60 kg og min bliver målt til 0,45 kg. "thu
mbs up" og ud i suppen igen. En smøgs tid efter har jeg fisk på igen. Jeg vurderer at den er større end den første og trasker ind for at veje den. Ganske rigtigt, vægten viser hele 0,46 kg altså 10 gram mere. Hurra for et godt øjemål. Da jeg kommer ud igen har Storken fisk på. Han vurderer at den ikke er større end den han allerede har noteret og vælger at genudsætte den uden at veje den. Vi smøger den og så er den gal igen. Jeg har fisk på og den er ikke lille. I nettet og op på vægten. 1,04 kg. Min største aborre til dato. Den gav godt med point. Resten af aftenen har vi mange fisk på, som bare bliver genudsat, fordi de ikke var større end dem vi allerede havde noteret. Ved 20 tiden er det så mørkt at vi vælger at stoppe. Vi sluger en pilsner, smøger den igen og evaluerer dagen. Vi er enige om at det ikke er sidste gang vi tager på aborrejagt. Dog skulle vi, set i bagklogskabens lys have taget den lille stang med i stedet for kyststangen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
